Wise har ligesom Revolut taget verden med storm, hvor de startede med at tilbyde gratis Wise-konti til privatpersoner. Tidligere hed de TransferWise, og de har nu skiftet navn til Wise. Forretningsmodellen er dog den samme, og nu kan du også få en gratis erhvervskonto hos Wise. Før var oprettelsen og abonnementet gratis, men nu det er kun abonnementet du ikke skal betale for.
I modsætning til Revolut Business, så har Wise ikke forskellige pakker, du kan vælge imellem. Der er én pakke, og den er gratis. Du skal dog betale 375 kroner i oprettelse. Vi kommer ind på dette længere nede i denne artikel.
Hvis du er i tvivl om hvorvidt Wise Business er den rigtige erhvervskonto til din virksomhed, så læser du den helt rigtige artikel. Vi kommer til at gennemgå en række punkter, vi mener er centrale, når du skal vælge en erhvervskonto til din danske virksomhed.
Hvad er Wise Business?
Wise Business er ligesom Wise bare for virksomheder. På deres hjemmeside skriver de, at Wise Business er for internationale virksomheder eller de virksomheder, der handler meget med udlandet. Du kan dog sagtens have denne erhvervskonto som din erhvervskonto uden at skulle handle med udlandet. Nogle virksomheder bruger dog denne erhvervskonto som et supplement til deres erhvervskonto i en dansk bank.
Hvis du har en forretning, hvor du modtager penge fra folk i EU, så kan det være fordelagtigt at modtage pengene i EUR og have EUR på en konto. Det kan man som udgangspunkt ikke i danske banker, hvorfor nogle vælger at anvende Wise Business til netop dette formål.
Ifølge deres hjemmeside, så er de en reel erstatning for en rigtig erhvervskonto, hvis du har en dansk virksomhed. Derudover kan du få et debit kort, som er koblet til din konto. Du kan derfor bruge penge direkte fra din Wise Business konto. Dette kort kan også tilsluttes til Paypal og mange andre steder.
Når du opretter en erhvervskonto hos Wise, så får du muligheden for at modtage penge fra andre brugere og virksomheder, der anvender Wise eller Wise Business. Efter du har modtaget dine kontooplysninger, så kan du modtage penge fra USA med et lokalt kontonummer der. Derudover kan du modtage SEPA- og SWIFT-betalinger. Dette betyder altså, at du kan modtage penge fra nærmest alle lande i verden.
Når det kommer til valutakurser, så er Wise en af dine gode venner. Gebyret for at veksle penge afhænger af valutaen og beløbet, men generelt er det meget billigere end de fleste alternativer.
Nu har du forhåbentlig en fornemmelse af, hvad Wise Business er. I det følgende dykker vi ned i detaljerne, så det er nemmere for dig at finde ud af, om dette skal være din næste erhvervskonto.
Fordele
En af fordelene ved Wise Business er at der ikke er nogen pakker. Du betaler én gang, og så har du adgang til dine kontooplysninger.
Giv flere brugere adgang
Har din virksomhed ansatte, så kan der være situationer, hvor det er nødvendigt at give en person adgang til din virksomheds erhvervskonto. Måske kunne det også være en revisor, som skal tjekke transaktioner igennem. Uanset hvem det er, så har du altså muligheden for at give andre folk adgang til kontoen.
Lokal bankkonto
Med Wise Business får du muligheden for at åbne lokale konti i mange lande. Kontonummeret du får kommer til at være unikt for din virksomhed, og det bliver derfor nemt for dig at sende og modtage penge lokalt. Du kan derfor anvende alle disse netværk: Faster Payments, SEPA og SWIFT.
Helt specifikt kan du åbne lokale konti her: UK, EU, USA, Australien, New Zealand, Ungarn, Rumænien (hvis du bor i UK eller RO) samt Singapore.
Valutakurser
I en dansk bank skal du betale penge for at veksle penge. Dette kan godt være uigennemskueligt, når de ikke kalder det for et gebyr. De kalder det for “valutamarginal”. Denne er forskellig fra bank til bank. Med en erhvervskonto fra Wise Business kan du holde penge i mere end 50 forskellige valutaer, så du slipper for at betale disse gebyrer. Derudover er der også mulighed for at sende penge til mere end 80 lande, og her slipper du med lave gebyrer.
Der kan selvfølgelig være situationer, hvor en dansk bank er billigere.
Kundeservice
Du får chat-support hos Wise, hvis du har en erhvervskonto hos dem. I skrivende stund har de ikke et telefonnummer, men de besvarer deres henvendelser relativt hurtigt. I forhold til de danske banker er det dog ikke god kundeservice.
Ønsker du derfor en bank, som du kan ringe til eller skrive en mail til, så er Wise Business nok ikke det bedste valg for dig. Du kan heller ikke betale dig til bedre kundeservice.
Integrationer
Wise Business kunder får lov til at integrere deres konto med forskellige programmer. For danske virksomheder er det måske ikke en så stor fordel, fordi danske programmer ikke har integrationer med Wise i skrivende stund. Man kan dog integrere sin konto med programmer, der ikke er fra Danmark – hvis dette er relevant.
Forhåbentlig laver Dinero og Billy samt de andre programmer en række integrationer mellem dem og Wise Business i fremtiden.
Massebetalinger
Har man brug for at sende mange forskellige betalinger afsted samtidig, så er dette en mulighed. Er der brug for at sende en masse lønninger afsted, så kan det gøres med denne funktion. Der findes dog en række lønsystemer i Danmark, hvorfor denne funktionalitet ikke er den mest relevante for danske kunder.
Hvad koster Wise Business?
Som der blev nævnt tidligere, så har Wise en simplere prisstruktur sammenlignet med Revolut Business. Det er gratis at oprette en konto hos Wise Business, men du skal betale 180 kroner for dine kontooplysninger. Dette betyder dog ikke, at du ikke kan bruge din konto uden at betale. Du kan bare meget mere efter du har betalt dette engangsgebyr.
Det er meget billigt at sende penge til udlandet. Det koster omkring 5 kroner, som er 4-5 gange billigere end de danske banker. Du betaler ikke negative renter, men du kommer til at betale 0,40% i gebyr, hvis du har over 70.000 EUR stående.
I forhold til kortgebyrer, så er Wise Business også meget billigere end de danske banker. Det er helt gratis at få et kort fra Wise, og du skal kun betale 3 GBP, hvis du skal have et nyt kort. Det er gratis at bruge, og du kan spare en masse penge ved at anvende dette kort. Det er nemlig oftest billigere i forhold til valutakurser at anvende dette kort sammenlignet med andre kort.
Kan man stole på Wise Business?
For nogle er det grænseoverskridende at vælge en bank, hvor man ikke lige kan møde op eller ringe direkte til en bankrådgiver. Wise og Wise Business er en finansiel institution autoriseret af den belgiske Nationalbank. Der er derfor ikke tale om en bank, men de tilbyder de samme ydelser, og de skal derfor overholde al gældende lovgivning og regler på området.
Mange virksomheder i Danmark anvender Wise Business, og de har ingen problemer med det. Vi har dog været inde på et par ulemper, hvis man har en dansk virksomhed, som du bør være opmærksom på.
Kan man bruge Wise Business som NemKonto?
Som udgangspunkt kan du godt bruge Wise Business som din virksomheds NemKonto. Dette gøres ved at udfylde en formular, som skal indsendes til NemKonto. Vi har dog fået nogle meldinger om, at det kan blive afvist.
Wise Business kan ikke bruges som NemKonto, da Wise Europe SA er registreret som værende “Betalingsinstitutter (fra udlandet)” hos Finanstilsynet.
Ofte stillede spørgsmål
Wise Business er en erhvervskonto, som danske virksomheder kan ansøge om.
Du kan få en helt gratis erhvervskonto (intet abonnement), som du kan anvende til internationale betalinger. Skal du have flere funktioner, så skal du betale et lille engangsbeløb.
Wise Business koster 375 kroner i oprettelse og 0 kroner i gebyr.
5 Responses
Hej,
Du skriver at man som udgangspunkt godt kan bruge Wise B som nemkonto, men at man skal udfylde en formular, hvilken formular er det og hvor finder man denne henne??
På forhånd tak.
Hej
Tak for artiklen om Wise. Jeg har et par spørgsmål, som der haster at få svar på, da jeg ikke kan gennemskue Wise artiklerne.
Jeg er ejer af et ApS, og har en sund virksomhed men pga en personlig konkurs for 2 år siden, vil jeg i 5 år stå i RKI, derfor er jeg nu blevet afvist af danske banker, da de ikke vil have kunder, som står i RKI, selvom jeg er gældfri og selskabet, som jeg nu ejer er en sund virksomhed.
Selskabet er en fysioterapiklinik og har daglige mobilepay indbetalinger og dankortindbetalinger. Vil det være muligt med Wise? Og vil der være gebyr på hver mobilepay overførsel? Kan kontoen stå i DKr. eller skal hver indbetaling veksles til Euro e.a.?
Håber på hurtigt svar. Med venlig hilsen Sussi Gantzhorn Meinved
Får man et dansk konto nummer med en Wise erhvervskonto?
Får man et dansk konto nummer med en Wise erhvervskonto?
Jeg fik denne begrundelse for at bruge Wise som NemKonto: Vi kan desværre ikke anvise en NemKonto, da virksomheden er tilknyttet banken WISE, som er et e-pengeinstitut. Vi anviser kun til banker som har status som kreditinstitut hos Finanstilsynet. Du kan med fordel benytte dette register til at undersøge hvilke banker som har status som kreditinstitutter: https://virksomhedsregister.finanstilsynet.dk/
For at fortsætte anvisningen af en NemKonto til virksomheden, skal virksomheden tilknyttes en bank som har status som et kreditinstitut.